Forleden fik jeg et spørgsmål i min indbakke, det var fra Rikke - en rytter jeg ikke kender, men som havde fået anbefalet at tage fat i mig.
Rikke har nemlig et problem, eller måske rettere Rikkes hest har et problem.
Et problem, der en dag endte i en farlig situation for både Rikke og hendes hest.
Mit svar til Rikke blev langt. Til gengæld kan mit svar bruges af alle, der gerne vil kunne "trykke på en knap", og mindske risikoen for at hesten går i panik og situationen bliver farlig.
Og ja, det er helt med vilje, at jeg skriver mindske, for 100% bombesikker hest findes ikke... og påstod jeg andet, ville jeg bilde jer noget ind - BUM!
I mit svar kommer jeg ind på følgende emner:
Alt det får du serveret i kontekst af Rikkes spørgsmål til mig. Har du også en konkret problemstilling, noget der er svært i din træning, en adfærd du ikke rigtig forstår eller mangler du hjælp til at indlære en ny øvelse? Skriv til brevkassen og få hjælp til at omgås, træne eller forstå din hest. Det er helt gratis, det koster 0,- kr og du bliver heller ikke tilmeldt mit nyhedsbrev... med mindre du selvfølgelig skriver dig op særskilt - du finder tilmeldingen herude i højre side.
Og Rikke skrev...
Hej Diana
Jeg er i den situation at jeg har min hest, jeg har haft ham i 3 år, han er turhest og rimelig cool, han er araber, 9 år og det gør selvfølgelig at han er skeptisk eller kigger lidt, men det er sådan set ikke et problem.
Problemet er at han ikke kan være tæt på lastbiler uden at gå i panik og det var ved at koste ham livet igår.
Hvis vi rider på en cykelsti langs en vej og der kommer en lastbil, så kan jeg sagtens ride på den inderste rabat og så drejer han måske lige en omgang eller fryser og så er faren ovre.
Men kommer vi for tæt på, så er det noget lort. Jeg taber kontakten til ham fuldstændig hvilket ellers aldrig sker, han er en rigtig god hest og en virkelig tillidsfuld hest og han stoler på mig, bare ikke hvis en lastbil kommer for tæt på ham.
Jeg har intet sted at træne med lastbiler, ud over når de kører ude på vejene.
Det der også ligger i det, er at jeg selv synes det er en ubehagelig situation, fordi jeg bliver nervøs for hans ve og vel og det kan han jo lynhurtigt mærke, det er jeg klar over.
Men jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det an.
Hvis jeg kan se at lastbilen kommer på et tidspunkt hvor der ikke er nok afstand, så hopper jeg af, fordi der føler jeg at jeg bedre kan guide hans krop og retning, når han går i panik.
Igår var vi på et smalt fortov, hvor der var en kirkemur på den ene side og vejen på den anden side. Og lige dér kommer selvfølgelig en lastbil, hvilket vil sige at vi står i 1 meters bredde på en flise, fanget mellem lastbilen og en mur. Det var få sekunder det drejede sig om, men han var få cm fra at træde ud i lastbilen og jeg var virkelig tæt på at miste ham.
Ruten var ny, så jeg var ikke klar over forholdene før jeg stod i dét og det var for sent.
Hvordan kan jeg hjælpe ham, med de vilkår vi er i og de midler vi ikke har til rådighed?
Hvis du har tid og overskud til at komme med et råd, så vil jeg rigtig gerne høre det.
På forhånd mange tak.
Mvh Rikke
Puha tænkte jeg da jeg læste det, det må godt nok have været en temmelig utryg situation - jeg er helt sikker på mine håndflader havde været klamme og pulsen høj, hvis det var mig.
Jeg kan SÅ godt forstå at Rikke ønsker at sin hest, så mødet med lastbiler, kan blive en ufarlig situation.
Mit svar til Rikke var...
Hej Rikke
Tusind tak for dit spørgsmål, jeg er rigtig glad for, at du skriver til mig.
Den problematik du beskriver her, er du langt fra alene om. Rigtig mange heste har det svært med især lastbiler, men også andre store køretøjer som traktorer og busser kan virke voldsomme på hestene - især når de kommer tæt på eller hvis pladsen er trang/smal.
Og jeg forstår SÅ godt at du synes det er en ubehagelig situation og hopper af for at hjælpe din hest bedst muligt.
Vi kan alle komme i en situation, hvor vi bagefter tænker - det var bare det, der ikke måtte ske. Men det skete og sådan er det, når man prøver nye ruter af - uanset hvor godt vi forbereder os, så kan vi altid komme i sådanne situationer. Og når man nu har en araber, der er som skabt til tur-hest, så er det skønt at prøve nye ruter af, så det ikke altid er samme vej man tager - det er i hvert fald noget, der er med til at gøre tur-ridning sjovt for mig.
Jeg vil rigtig gerne prøve at komme med et forslag til noget du rent faktisk kan gøre, for at have et redskab du kan bruge når I igen møder en lastbil. Ja faktisk vil du kunne bruge det i alle situationer, hvor din hest bliver så utryg at du taber kontakten til ham. Det bliver lidt langt, men der er mange aspekter i det, som jeg gerne vil dele med dig, for at give dig den bedste forståelse af mit løsningsforslag.
Hvis der er noget jeg undervejs ikke forklarer ordentlig, så spørg endelig ind til det.
Så læn dig tilbage med din ynglings kop kaffe/the/what ever ... here I go
Hvad sker der i kroppen når en hest bliver bange?
Først lidt om hvad der rent fysisk og neurologisk sker i kroppen, når heste (og mennesker) bliver bange (=stresset situation).
Som du selv er inde på, bliver din hest ukontaktbar, når den bliver utryg og bange og det er helt naturligt. At være så utryg og bange, at den bliver ukontaktbar, betyder at hestens stress niveau er højt.
Når en hest er stresset, tager det sympatiske nervesystem over. Det betyder, at hesten lukker ned for helt almindelig vedligeholdelsesfaktorer som fx sult/tørst, smertepåvirkning mm. Jo højere stress niveauet er des mere lukker den ned for. Derfor er der også mange der oplever at deres pludselig ikke vil tage en godbid. Kroppen forbereder sig også flugt og derfor er der rigtig mange heste der lige skal af med en klat (som regel noget tyndt noget). Det gør de fordi det er uhensigtsmæssigt at flygte og så pludselig have en fyldt endetarm, der trænger til at blive tømt.
Det der også sker er, at overlevelsesinstinktet tager over - kroppen reagerer rent instinktivt og vil forsøge at komme ud af situationen. For heste findes der 3 måder, at løse en top stresset situation på - altså de situationer hvor det for hesten udelukkende drejer sig om at overleve - og det er...
- 1flugt (flight)
- 2kæmp (fight)
- 3frys (freeze)
Her er det rigtig dejligt at høre, at din hest normalt løser sådan en situation ved måske at dreje en omgang eller fryse. Og det er det fordi - det er topfarligt at være rytter på en hest, der flygter for at overleve, det et topfarligt at være hest (og rytter) på en hest, der kæmper med lastbiler, for at overleve (faktisk har jeg aldrig hørt om hest, der ville vælge "kæmp" i sådan en situation, men det kan de sagtens finde på i andre situationer). Det er noget mere sikkert at sidde på eller holde en hest, der fryser - så er der ligesom ikke rigtig så meget bevægelse.
Når du forleden oplevede, at din hest var ved at træde ud i en lastbil, så var det fordi, lige netop den situation var ekstra utryg for din hest. Et øjeblik følte din hest, at den løsningen, den normalt vælger som den rigtige, ikke længere var god nok - så den forsøgte om flugt var bedre. Hesten har ingen idé om, at det er farligt at flygte ud foran en lastbil, så der er ikke noget rationelt i hvilken vej den flygter. Og med en mur på den ene side, kan det virke som eneste vej ud, at flygte ud i lastbilen.
Rigtig dejligt at høre at det hele endte godt, hesten blev hos dig og ingen fik skrammer eller kom alvorligt til skade - for ja, sikke en angstprovokerende situation at stå i.
Sådan kan du hjælpe din hest når den bliver stresset
Helt overordnet er der 3 løsningsmuligheder for at undgå, eller i hvert fald minimere sandsynligheden for, at komme i en lignende situation:
- 1drop tur-ridning (så møder du ingen lastbiler, men det forhindrer ikke at hesten kan blive stresset over andre ting og ende i samme situation. Og skal du undgå alle sådanne situationer, så kan den ende med, at I kun være sammen på striglepladsen)
- 2habituér din hest til lastbiler (gør din hest tryg ved lastbiler, hvilket kan være svært (ikke umuligt, men svært) at træne, når man som du ikke lige har en lastbil og chauffør til rådighed)
- 3installer en knap du kan trykke på, som sænker din hests stress niveau (denne løsning kan bruges i ALLE situationer, hvor du kan mærke at din hest er på vej op i stress niveau)
Jeg tænker at løsningsforslag 3 er den du helst vil gå med, så det er den jeg vil beskrive her.
Grunden til at jeg også vælger denne løsning til dig er, at jeg kan læse, at du kender din hest godt og ved hvornår han bliver lidt skeptisk og har brug for at kigge lidt. OG at du ikke oplever det som et problem, men giver ham lov til det. En hest der får lov til at kigge lidt og selv beslutte, at det alligevel ikke er så farligt, bliver nemlig med tiden mere og mere tryg ved alt muligt. Den får stor tillid til, at dens menneske ikke presser den, men er en, den kan søge tryghed og beskyttelse ved.
Fordelen ved løsning 3 er, at den skaber balance mellem det sympatiske og det parasympatiske nervesystem og dermed er hesten ikke så stresset at den ikke "hører" hvad vi siger (=den reagerer ikke på vores signaler til fx stop, drej, gå frem). En hest, hvor det parasympatiske nervesystem har taget over, er helt rolig og afslappet og alle funktioner i kroppen fungerer og den er fuldt ud kontaktbar.
Og så koster den kun din træningsindsats.
Jo bedre og mere du træner, des hurtigere har du en knap at trykke på, når din hest bliver lidt skeptisk og dermed kan du undgå at komme i de situationer, hvor din hest fryser.
Sådan undgår du, at hestens stressniveau bliver for højt
Det jeg mener med en knap, er en øvelse, du kan lave med din hest i alle de situationer, hvor du kan mærke at din hest er på vej op i stress niveau. Dermed kan du omdirigere din hest fra at synes noget er farligt, til at udføre en øvelse den kender og er tryg ved og i sidste ende lærer din hest, at forbinde farlige lastbiler med en god øvelse som er rar at lave. Dermed undgår du at stressniveauet bliver for højt.
En øvelser starter med at du giver et signal og hesten udfører en bestemt respons (har en bestemt reaktion). Et eksempel er fx signal (du trækker let i tøjlerne) og hestens respons er, at den stopper og står stille og du kan give efter på tøjlerne, dvs slippe tøjletrækket igen (=have løse tøjler).
Signal - let træk i tøjlerne
Respons - stop og stå stille
Nu kender jeg ikke dig og din hest, så præcis hvilken øvelse, der er god til jer, er svært for mig at sige. Mit forslag vil være en øvelse du kan lave, både når du sidder på din og når du trækker med din hest. På den måde har du noget, der virker i alle situationer. Du kan også installere 2 knapper - en du kan bruge når du trækker med din hest og en du kan bruge når du rider. Det kræver bare at du træner begge øvelser. Du kan starte med den ene og tage den anden bagefter, hvilket måske er nemmest.
Beslut dig for slutresultatet
Jeg forklarer lige øvelsen baglæns og ser på hvad resultatet er - hvad er den ønskede respons. For uanset hvad dit signal skal være, så er den ønskede respons: stop, drej hovedet og få en kiks (godbid).
Det er i hvert fald min anbefaling til en respons, du kan også beslutte dig for en anden respons/reaktion - hvad vil du gerne have din hest skal gøre i stedet for at fryse? Jo mere klar og præcis du er på HVAD du gerne vil have din hest gør i stedet for, jo nemmere er det for dig at træne det OG jo nemmere er det for din hest at forstå og udføre øvelsen. En anden ting er også, at det skal være en kort simple respons - noget den fysisk nemt kan udføre alle steder og som er sikkert for dig.
Når jeg anbefaler at den skal stoppe, så er det fordi, det er videnskabeligt bevidst, at hvis hesten ikke bevæger forbenene, så er det stressdæmpende i sig selv. Når jeg anbefaler at den skal dreje hovedet, så er det en afledningsmanøvre - hesten bliver optaget af noget andet end stå og kigge på det farlige. Den kan stadig se lastbilen, grundet øjenenes placering, men dens hjerne og krop er optaget af noget andet. Det hedder også overskygning indenfor fagsproget og det er også stress dæmpende. Sidst men ikke mindst, så er kiksen med til yderlig, at sænke stress niveauet. OG du har en parameter mere til at tjekke ind hos din hest og mærke hvor stresset den egentlig er. Du kan nemlig godt komme i en situation, hvor din hest faktisk stopper og drejer hovedet, men ikke tager kiksen - måske tager den den bare ind i munden uden at tygge. Måske tygger den den først når lastbilen er væk og den er "kommet ud" af den stressede situation. Sådan vil du sikkert opleve øvelsen i starten, når du prøver den af i en lastbilssituation. Sidst men ikke mindst, så vil din hest med tiden forbinde lastbiler med kiks, dvs. lastbil betyder noget lækkert og er dermed ikke længere farligt, men noget rart at være i nærheden af.
Beslut dig for signalet
Forslag til signaler
Du skal nemlig vælge et signal, som du med størst mulig sandsynlighed, er i stand til at udføre, når situationen bliver lidt presset for jer - noget du skal træne din krop til bare at gøre som en reaktion, uden at du skal bruge tid på at tænke og analysere for meget eller lige skal have om rokeret på en hel masse, så dit signal kommer for sent.
Når du har besluttet dig for signal og respons, kan du gå i gang med at træne.
For at gøre knappen så anvendelig og brugbar som mulig og fordi den netop skal bruges i stressede situationer, så er det alt afgørende at du træner øvelsen så mange gange, at I kan gøre det i søvne - begge to, både dig og hesten. Og den skal sidde lige i skabet HVER GANG. Ellers har det ikke den ønskede effekt.
Derfor skal du starte et sted hvor hesten er helt tryg - som i helt tryg. Det giver størst succes med indlæring OG hesten vil forbinde øvelsen med noget helt trygt.
Præcis hvordan du skal træne øvelsen, afhænger af hvilken respons du ønsker at hesten skal have. I det følgende bekriver jeg hvordan du indlærer øvelsen ud fra at responsen er stop, drej hovedet og få en kiks. En forudsætning er, at du allerede har et godt stop-signal samt at hesten allerede kan dreje hovedet og få en kiks. Hvis du ikke har signaler til det, så skal de installeres/trænes først.
Sådan shaper du øvelsen
Jeg antager at du rider, har et stop signal der virker og at din hest er vant til at få en kiks, når du sidder på den. Jeg vil anbefale at du starte i skridt, men senere når I bliver rigtig gode, kan du også træne det når i traver - for det kan sagtens være en situation I er i på tur.
For at installere en knap du kan bruge når hesten er på vej op i stress niveau, så skal du
- 1give det signal du ønsker at bruge (første gang ved hesten ikke hvad det betyder og vil sikkert fortsætte med det den er i gang med)
- 2sekundet efter du har givet dit signal, så bruger du det stop signal som hesten allerede kender (efter nogle gentagelser vil hesten begynde at opfatte dit signal som stop og du behøver ikke længere give et decideret stop signal - du har faktisk fået et nyt. Du kan teste hvornår det sker, ved lige at trække tiden fra du giver dit signal til du giver det kendte stop signal. Mærk godt efter i hestens krop, måske vil du efter få gange kunne begynde at mærke at den begynder at bremse.
- 3Når din hest er blevet rigtig god til at stoppe på den nye signal, er I klar til at sætte det næste på - at den skal dreje hovedet og få en kiks. Det et vigtigt at din hest stopper hver gang du giver det nye signal.
- 4Nu kan udvide øvelsen - så du giver det nye signal og hesten stopper og står stille. Sekundet efter giver du signal til at den skal dreje hovedet og få en kiks (efter nogle gentagelser vil hesten begynde at opfatte at når du giver dit nye signal, så skal den også dreje hovedet og få kiks. På den måde skal du ikke længere give et decideret signal til "dreje hovedet og få en kiks".
Metoden her hedder shaping, som betyder at træne del-elementer af øvelsen og forfine den løbende, så det ender med den ønskede respons.
På den måde kan du installere et signal til at betyde "stop, drej hovedet og få en kiks".
For at undgå, at du får en hest, der tror den skal dreje hovedet hver gang den stopper, så er det super vigtig at du skrap med at det skal den KUN, når du har givet det nye signal - ellers ikke.
Når I er blevet gode til øvelsen, er I klar til at begynde at bruge den i pressede situationer. Start med noget hvor du ved, at din hest kun er lidt presset og øg stille og roligt sværhedsgraden efterhånden som du kan mærke, at du rent faktisk får en kontaktbar hest, i situationer der tidligere var lidt stressende for den.
Når du skal til at bruge den i en lastbilssituation, kan det være en god idé at have så meget afstand til lastbilen at hesten ikke er super presset og efterhånden som en begynder at forbinde lastbiler med stop, drej hovedet og få kiks, så kan du være tættere og tættere på.
Det blev langt og jeg håber du var med hele vejen. Som jeg skrev i starten, hvis jeg ikke har forklaret mig ordentlig eller tydeligt nok, så spørg endelig ind til noget.
Jeg håber du kan bruge det, jeg ved det kræver en stor træningsindsats. Med fokus på at være helt skarp på hvilket signal du bruger, præcis hvilken respons du ønsker din hest skal have og være præcis i din timing, så vil du opnå en holdbar løsning du altid kan trække op ad lommen, når tingene spidser til.